APROPOS kommunikation ApS er godkendt og certificeret af Arbejdstilsynet og Danmarks Akkrediteringsinstitution som udbyder af den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse
128 påbud om dårligt arbejdsmiljø

128 påbud om dårligt arbejdsmiljø           

Pædagoger er belastet af dårligt psykisk arbejdsmiljø med trusler, vold og høje krav. Det viser den særlige indsats, som Arbejdstilsynet netop har afsluttet på institutionsområdet.

Af Gitte Rebsdorf, BUPL

Arbejdet som pædagog kan være en barsk omgang. For nogle pædagoger udmønter det sig i endda i trusler og vold. Det afslører den særlige indsats, som Arbejdstilsynet har gennemført i børne- og ungeinstitutioner i hele 2010.

»Indsatsen er den første af sin art og viser, at der har været noget at komme efter. Vi har fundet meget, og vi har måttet udstede mange påbud. Pædagogfaget hører til et af de fag, hvor vi ser en stor nedslidning, og det dårlige arbejdsmiljø kan være en del af forklaringen,« siger tilsynschef i Arbejdstilsynet, Kjeld Mann Nielsen

Overhældt med kogende væske
Tilsynet besøgte sidste år 637 institutioner i løbet af sidste år og har efterfølgende givet 128 påbud på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø. Herunder er der givet 44 påbud på grund af for stor arbejdsmængde og tidspres. Der er givet 44 påbud for vold og trusler om vold, fremgår det af tilsynets rapport, som netop er blevet offentliggjort.

»I de værste tilfælde har det vist sig ved trusler om at få hældt kogende væske over sig. Ellers handler det om medarbejdere, som bliver spyttet på eller sparket på. I den sammenhæng kan forældre også udvise truende adfærd,« fortæller Kjeld Mann Nielsen.

Udsatte børn giver stress
Der er også givet 28 påbud for høje følelsesmæssige krav. Det er blandt andet situationer, hvor pædagoger skal håndtere udsatte børn og unge uden at have de nødvendige ressourcer og den nødvendige viden til det.

Læs artiklen 'Inklusion stresser'.

»Det er et problem, at der ikke er opmærksomhed på, at det er en særlig opgave at arbejde med udsatte børn. Det kræver bedre organisering og måske mere tid. Og det kræver også anerkendelse fra kollegerne. Det vi også har set er, at pædagogerne mangler supervision. Nogle af problemerne kunne løses forholdsvis let ved, at man for eksempel søgte viden hos andre institutioner, som ligger i nærheden,« siger Kjeld Mann Nielsen fra Arbejdstilsynet.

Pædagoger, der arbejder med børn og unge, der har psykiske eller sociale problemer, har brug for, at der er klare mål for deres arbejde, fremgår det af rapporten.

Læs Arbejdstilsynets rapport her.




Tilmelding til nyhedsbrev