Hvad er forskellen - og hvorfor får man let til gråd?
En apopleksi - eller et slagtilfælde, som det hedder på dansk - kan skyldes to forskellige sygdomme. Dels en blodprop i hjernen, dels en hjerneblødning. Hjerneblødning og blodprop i hjernen er to forskellige sygdomme. Men de har samme symptomer, og går under den fælles betegnelse apopleksi eller slagtilfælde.
En hurtig indlæggelse på hospital er at foretrække frem for at vente og se tiden an. Man kan ved hjælp af CT-scanning afgøre, om der er tale om en hjerneblødning eller en blodprop. Der findes i dag en behandling til opløsning af blodpropper, og den skal gives inden for tre timer efter de første symptomer, men behandlingen tilbydes kun få steder i landet. Det væsentligste er at få kontrolleret, at blodtryk, blodsukker og hjertefunktion er i orden, og at få startet en forebyggende behandling og tidlig genoptræning.
Beskadigelser i hjernen kan medføre, at man ikke længere kan beherske sine følelsesmæssige udtryk. Hyppigst viser det sig som grådlabilitet, som kan være så udtalt, at det kan være svært at sige noget, uden at gråden bryder frem. Dette er yderst generende, og den pågældende føler sig ofte skamfuld over situationen.
Hjerneblødning er mest farlig, idet den medfører flest dødsfald. Er man imidlertid kommet over de første par måneder, er langtidsudsigten ens for de to tilstande. Forebyggende behandling mod nye tilfælde af apopleksi er kontrol af blodtrykket ved såvel hjerneblødning som blodprop i hjernen.
Kilde: Professor, overlæge, dr.med. Gudrun Boysen