Med en arbejdsuge på mere end 50 timer i over fire måneder endte ingeniør Erik Skovbjerg til sidst ved egen læge efter en lægeerklæring, så hans arbejdstid kunne sættes ned til 37 timer ugentligt. Han var blevet syg af de mange arbejdstimer.
Tirsdag fik Erik Skovbjerg så rettens dom for, at det ikke er lovligt med så meget arbejde. Formanden for Ansatte Ingeniørers Råd er godt tilfreds med afgørelsen:
”Vi er glade for, at vi nu har landsrettens ord for, at det ikke er i orden at knokle sine medarbejdere ned. For det er konsekvensen, når man lader en medarbejder arbejde meget i en lang periode, det er ganske enkelt ikke sundt,” udtaler formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Ole Høyer, i en pressemeddelelse.