§ 20. Arbejdsgiveren skal sørge for, at medlemmerne af sikkerhedsgrupperne, sikkerhedsudvalget og den daglige leder af sikkerheds- og sundhedsarbejdet får den tid til rådighed til at varetage deres pligter, der er rimelig i forhold til den pågældende virksomheds art og dens sikkerheds- og sundhedsmæssige standard.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal give medlemmerne af sikkerhedsgrupperne, sikkerhedsudvalget og den daglige leder af sikkerheds- og sundhedsarbejdet lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der stilles de nødvendige midler til rådighed for sikkerheds- og sundhedsarbejdet, og afholder herunder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og godtgør tab af indtægt, udgifter og indtægtstab i forbindelse med nødvendig deltagelse i kurser, jf. bekendtgørelsen om sikkerhedsgruppens arbejdsmiljøuddannelse.
4.1.1.3.2 Give lejlighed til at erhverve viden og uddannelse samt stille nødvendige midler til rådighed
Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsgruppens medlemmer lejlighed til at erhverve sig fornøden viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål.
Sikkerhedsgruppens udgifter i forbindelse med deltagelse i lovbundne sikkerhedskurser betales af arbejdsgiveren. Herunder dækkes tab af indtægt og andre udgifter i forbindelse med deltagelse - fx kursusgebyr samt rejse- og opholdsudgifter.
Arbejdsgiveren skal herudover sørge for, at der stilles de nødvendige midler til rådighed for sikkerheds- og sundhedsarbejdet, og skal afholde udgifterne herved, herunder godtgørelse af sikkerhedsrepræsentantens tab af indtægt i forbindelse med udførelse af hvervet som sikkerhedsrepræsentant.
Uoverensstemmelse om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang arbejdsgiveren skal dække udgifter forbundet med de ovennævnte aktiviteter, afgøres ved fagretlig behandling.